Forundret Vejle-spiller tror på overlevelse: Ligger vi ikke sidst?
Edgar Babayan var forundret, da reporteren efter kampen gjorde ham opmærksom på, at Vejle ikke længere indtager sidstepladsen i Superligaen.
Vejle spillede en dramatisk kamp fredag aften mod gæsterne fra Aarhus, der gav debut til det store navn Jack Wilshere. Efter fire mål i første halvleg stod det stille i det meste af anden halvleg, før Vejle ni minutter inde i dommerens tillægstid fik scoret det vindende mål.
Det vækker glæde hos vejlensernes Edgar Babayan, der blev interviewet af TV3 Sport kort efter kampen.
– Vi havde en skidt kamp mod Silkeborg, og vi havde snakket om, at nu skal vi ud og give den 100 procent. Det var en fantastisk følelse, jeg ved bare, at vi har et stærkt hold, og for hver dag bliver vi bedre og bedre sammen. Vi skal bare blive ved, det føles fantastisk og jeg tror på, at vi overlever, det tror jeg på, sagde Edgar Babayan og fortsætter.
– Vi har et stærkt hold, vi har en god træner, og alt er der bare, til at vi skal overleve, siger Babayan, der blev noget overrasket da reporteren fortalte om den aktuelle Superliga-stilling, hvor Vejle ikke længere indtager sidstepladsen.
– Gør vi ikke? Det var da fantastisk, og det kommer vi heller ikke til efter sæsonen, slutter en optimistisk Vejle-spiller.
Næste hold foran Vejle i jagten på overlevelse er FC Nordsjælland, der ligger fire point foran vejlenserne. Dog har FCN en kamp i hånden.