3F Superligaen

Brøndby og FCK i fælles udmelding: Havde gerne set en anden løsning

De er ikke altid enige om tingene i Brøndby og F.C. København, men efter at være blevet pålagt at spille de to kommende derbyer uden udeholdsfans, har de sendt en fælles udmelding.

Brøndby FCK
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Der kommer hverken Brøndbyfans i Parken eller FCK-fans  på Brøndby Stadion i foråret.

De to danske storklubber er af Divisionsforeningen blevet pålagt at spille de to kommende derbyer uden udeholdsfans, og det er en beslutning som skaber ærgrelse i de to klubber.

– Vi havde gerne set en anden løsning, da vi tror på, at man kommer længst med dialog, men vi tager til efterretning, at Politiet og Divisionsforeningen har taget denne beslutning. Som klubber vil vi fortsætte med at have et tæt og inkluderende samarbejde med vores fans, Divisionsforeningen og Politiet, så vi til efteråret igen kan byde udeholdets tilskuere velkomne til derby, lyder det i en fælles udmelding fra de to konkurrerende klubber.

Forbuddet mod udeholdsfans til de to kommende kampe kommer, efter det seneste derby på Brøndby Stadion i oktober sidste år, kostede store bøder til begge klubber, hvis fans begge havde gjort sig skyldige i at affyre pyroteknik samt kasteskyts.

Der var også slagsmål blandt de to fangrupperinger, og den slags fordømmes ligeledes i den fælles udmelding.

– Vi ønsker med denne fælles udmelding at gøre vores to klubbers position tydelig for alle. Vold, ballade og hærværk hører ingen steder hjemme i fodbold – hverken før, under eller efter kampe. Det hører ikke hjemme til et derby eller noget andet sted for den sags skyld.

– Der er ingen undskyldning. Vi ønsker alle at vinde, men man støtter ikke sit hold gennem vold, ballade eller hærværk. Tværtimod. Når en lille promille af fans træder ved siden af, så er det ødelæggende for klubberne, for fansene og for dansk fodbold, lyder det fra de to danske storklubber.

Du kan læse meget mere om superligaklubbernes nye sikkerhedspakke til foråret her.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P