Lille blev de små mod Chelsea
Chelsea skaffede sig med en 2-0-sejr et mere eller mindre perfekt udgangspunkt i det første ottendedelsfinaleopgør i Champions League mod de franske mestre fra Lille.
De forsvarende Champions League-vindere fra Chelsea havde fået den på papiret nemmeste modstander i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
De franske mestre fra Lille kom tirsdag aften på besøg på Stamford Bridge i London, og med en sikker 2-0-sejr sikrede det engelske hjemmehold sig et glimrende udgangspunkt forud for returopgøret i det nordlige Frankrig i midten af marts.
Lille overraskede alt og alle i sidste sæson, da de slog de nærmest patenterede franske mestre fra Paris Saint-Germain i kampen om netop det franske mesterskab, men i denne sæson har piben fået en anden og markant ringere lyd.
Lille er på en øjeblikkelig 11. plads i den franske Ligue 1 markant tættere på nedrykning end på end gentagelse af sidste sæsons mesterskab, og tirsdag aften fortsatte nedturen.
Allerede efter otte minutters spil dukkede helten fra sidste sæsons Champions League-finale, Kai Havertz, i fraværet af Romelu Lukaku op på et hjørnespark og headede hjemmeholdet foran 1-0.
Lille var bestemt ikke uden spil og chancer i første halvleg, men kun en enkelt gang fik de testet Chelsea-målmand Edouard Mendy, men det var uden held.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
Kæmpe boost til Chelsea før finalebrag mod Liverpool
Efter små 20 minutters spil af anden halvleg modtog N’golo Kanté bolden midt på egen banehalvdel, og med en fin vending fik han sat afsted mod landsmændenes mål i den modsatte ende af banen.
Først da han ramte halvbuen blev han mødt af modstand fra Lille-forsvaret, men med en perfekt aflevering, sendte han Christian Pulisic i himmelen, for amerikaneren kunne nærmest ikke undgå at omsætte afleveringen til en 2-0-scoring.
Med ti minutter tilbage af kampen blev den tidligere Newcastle-spiller, Hartem Ben-Arfa, skiftet ind for gæsterne, men heller ikke han kunne ændre på kampens udfald, og dermed vandt Chelsea sin femte kamp i træk.
Med sejren står Chelsea særdeles stærkt forud for returopgøret i Lille den 16. marts.