Brøndbys nyindkøb: Han har været en stor hjælp for mig
Brøndby har skiftet en smule ud i truppen hen over vinteren, og for den nye midtbanespiller Joe Bell har særligt én ny holdkammerat hjulpet ham godt i gang i den nye klub.
Det danske sprog er ikke altid nemt at mestre for udlændinge.
Det bliver næppe nemmere, når man har med- og modspillere til alle sider, men det er ikke desto mindre virkeligheden for Brøndbys nye midtbanemand Joe Bell, der dog allerede har fået god hjælp af en anden midtbanespiller – nemlig amerikanske Christian Cappis.
Den 22-årige newzealænder skiftede på transfervinduets sidste dag fra norske Viking, og det var først, da han sluttede sig til Brøndby-truppen på træningslejren i Portugal, at det gik op for ham, at han ikke var den eneste på holdet, der havde engelsk som modersmål.
– Fordi alt gik så hurtigt, kendte jeg ikke til ham. Så vi sad ved et bord, og så hørte jeg en amerikansk accent og tænkte; ’sådan taler jeg’. Det har været fedt at lære ham at kende, og han har været en stor hjælp for mig personligt i forhold til at forstå ting og få styr på navnene. Måske bliver det lidt nemmere at kommunikere med ham på banen, siger Joe Bell til campo.dk.
Joe Bell spillede hele kampen mod FC Nordsjælland i søndags, men han og Cappis fik lige akkurat en forsmag på, hvordan det engelsksprogede samarbejde kan blive. Cappis blev nemlig skiftet ind ved siden af Bell til kampens sidste minut.
Brøndby spiller igen på mandag, hvor de får besøg af nedrykningstruede SønderjyskE.