Svenssons genistreg: Danskermål sikrer sejr mod tysk tophold
Marcus Ingvartsen blev helten fredag aften, da Mainz overraskende hentede en sejr mod Bundesligaens tredjeplads Bayer Leverkusen.
Fredag aften tog Mainz og Bo Svensson imod Bundesligaens tredjeplads Bayer Leverkusen. Svensson havde fra kampens start henvist Marcus Ingvartsen til den vante plads på Mainz-bænken.
Herfra kunne den danske angriber se sit hold komme bagud både 1-0 og 2-1, før danskeren gjorde sin entre på banen sammen med Jean-Paul Boetius otte minutter før tid.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Wind om sit skifte til Bundesligaen: Troede det var løgn
Indskiftningerne viste sig at være en genistreg fra Svensson, og to minutter senere havde Boetius udlignet til 2-2.
Kort før tid fuldendte Marcus Ingvartsen comebacket, da han efter lidt tilfældigt klumpspil i feltet med kort aftræk sendte bolden mellem benene på forsvareren og ind bag Lukas Hradecky i Leverkusen-målet.
Med sejren springer Mainz fra niendepladsen og op på en syvendeplads i rækken – á point med RB Leipzig på fjerdepladsen. Syv point foran finder man Leverkusen, der fortsat indtager tredjepladsen i Bundesligaen.