PSG har tjent kassen på Messi
Lionel Messi har været en kæmpe økonomisk fortjeneste for PSG, der har fordoblet den kommercielle indkomst siden argentinerens ankomst.
PSG har taget et stort økonomisk skridt opad kommercielt og på salg af merchandise siden Lionel Messi ankom i sommer. Det skriver spanske Marca.
Den franske hovedstadsklub sprængte klubrekorderne for salg af spillertrøjer, da Kylian Mbappé og Neymar ankom tilbage i 2017 ved at overskride en million solgte enheder.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Ancelotti: To bedste hold der mødes
Med Messi’s indtrædelse i klubben forventes der en fordobling af indkomsten udelukkende på trøjesalget. En gunstig gevinst for PSG, der hentede verdensstjernen på en fri transfer.
– Lionel Messi er et hit i forhold til trøjesalg, da 54 procent bærer hans navn på ryggen. Mellem vores to butikker og online-salget har vi allerede overgået sidste års salg på mindre end seks måneder, siger Fabien Allégre, der er manager for marketing i PSG.
Den argentinske magikers præstationer på banen har dog endnu ikke matchet, det udbytte trøjesalget har givet. Efter 20 kampe i PSG er det blevet til syv mål og otte assists.
Lionel Messi får muligheden for at vise sit værd på den store scene tirsdag aften, når hans tidligere ærkerivaler fra Real Madrid besøger Parc des Princes i ottendedelsfinalen af Champions League.