
Vejle sender førsteholdsspillere ned i U19-truppen
Vejle Boldklub sender nu fire af klubbens førsteholdsspillere ned i U19-truppen.

Foto: Vejle Boldklub
Vejle Boldklub har en ualmindelig stor opgave foran sig forud for forårets overlevelseskamp i Superligaen, og nu sender klubben fire af førsteholdsspillerne ned i U19-truppen.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad. Det er spillerne Dominic Vinicius, Manjrekar James, Brandon Pierrick og Aidan Liu som ikke længere træner med hos Peter Sørensen og superligaholdet.
– Vi har hele tiden haft et ønske om at få antallet af spillere i vores trup ned, og nu har vi sagt farvel til fire, siger Marius Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub til avisen.
Vejle Boldklub skal spille første kamp i foråret på udebane mod Silkeborg på søndag kl. 14.00.