Brøndbys nordmand: Jeg hader at se de andre give den gas
Brøndbys forsvarsfighter Sigurd Rosted er lige nu ukampdygtig på klubbens træningslejr, hvilket irriterer ham. Men fra sidelinjen er der godt nyt om nordmanden.
Lige nu er Sigurd Rosted med Brøndby IF på træningslejr i Portugal. Men i stedet for at træne med sine holdkammerater, går tiden i øjeblikket med at sidde på en kondicykel, efter forsvarsspilleren fik et skrub i testkampen mod Vålerenga. Det irriterer den norske forsvarsspiller, der dog ser lyst på sin skadessituation. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Det var en lidt hovedløs aktion fra angriberen, men heldigvis er det ikke mere alvorligt, end jeg er tilbage på banen meget snart, og det er rigtig godt nyt. Jeg hader at se de andre give den gas, mens jeg sidder på en cykel, der ikke flytter sig nogen steder, siger han.
Situation på sidelinjen giver tid og plads til, at Sigurd Rosted kan forholde sig til spørgsmålet om, hvem han er udenfor banen. Nordmanden er vant til at give og tage i forsvaret, men udenfor grønsværen er det noget andet, forklarer han.
– Jeg er en helt anden udenfor banen, en meget stille og rolig person. Jeg synes, jeg er en meget positiv person, der godt kan lide at sprede glæde, og så er jeg en rigtig familieperson. Det er selvfølgelig lidt svært, når de alle sammen bor i Norge, men jeg har en dansk kæreste og nogle venner i Danmark. Dem kan jeg godt lide at bruge tid sammen med, siger han og fortsætter:
– Jeg er enten en aktiv person, som går ture i fjeldet eller står på ski, men jeg kan også slappe af med at se en god serie. Og så kan jeg godt lide at rejse. Det udnyttede jeg i vinterpausen, hvor jeg var i USA, Jamaica, Mexico, Bahamas og Frankrig.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Brøndby tredje dårligste i luften: Se listen over hvor stærke Superliga-klubberne er i luftdueller
Brøndby møder i dag klokken 16 Brentford B ved The Atlantic Cup i Portugal.