
Randers FC spillede uafgjort mod ukrainere
Randers FC er i gang med at gøre klar til et travlt forår, og søndag spillede de uafgjort 2-2 mod ukrainske Oleksandria.

Randers FC åbner forårssæsonen allerede den 17. februar, når engelske Leicester City byder op til dans i UEFA Conference League på King Power Stadium.
Søndag testede Thomas Thomasbergs mandskab så formen mod FC Oleksandria, der er indtager en sjetteplads i den bedste ukrainske række. Her spillede kronjyderne 2-2 efter at have været bagud i to ombæringer.
Randers var generelt bedst, men kom alligevel bagud efter 42 minutter. Blot 120 sekunder efter kunne Vito Hammershøy-Mistrati dog udligne med et fornemt langskudsmål. Oplægget kom fra Tosin Kehinde, der forinden udstillede hele det ukrainske forsvar med sine energiske driblinger.
I starten af anden halvleg kom de lyseblå heste så bagud endnu engang, efter et flot ukrainsk kombinationsmål i Randers’ felt, men ligesom i første halvdel slog de hurtigt tilbage, da Stephen Odey kunne gøre det til 2-2 med et klinisk hug fra kanten af feltet.
Randers FC har endnu to træningskampe, inden de møder Leicester.