Jonas Wind: Derfor valgte jeg Wolfsburg
Egentlig var planen, at Jonas Wind først skulle videre fra F.C. København til sommer, men da tyske Wolfsburg smed et bud, som københavnerne ikke kunne sige nej til, sagde Jonas Wind også selv ja tak til et eventyr syd for grænsen.
F.C. København var særdeles aktive i januars transfervindue, og selvom der er kommet seks nye ansigter til klubben, har man også taget afsked med et par stykker.
Det ansigt, der formentlig vil blive savnet mest blandt FCK-fansene, sidder på Jonas Wind, som ikke kunne sige nej, da tyske Wolfsburg gav ham muligheden for at prøve sig af i Bundesligaen. Til Bundesligaens egen tv sætter Jonas Wind nu et par ord på, hvorfor han takkede ja til klubben fra Folkevogns-byen.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
Wolfsburg-træner om Wind: Har brug for at forstå forventningerne
– Jeg valgte Wolfsburg, fordi de viste, at de rigtig gerne ville have mig til klubben, og Wolfsburg er en virkelig stor klub, som jeg er glad og stolt over at være en del af, så jeg ser virkelig frem til at komme i gang, siger Jonas Wind, som glæder sig til at vise, hvilken type angriber han er.
– Jeg håber, at fansene får at se, hvilken type spiller jeg er, men jeg er angriber, men ikke en typisk en af slagsen, da jeg gerne vil være med i opspillet og sætte mine medspillere op, men selvfølgelig er det, jeg bedst kan lide, at score mål, men også at være en del af spillet og lave oplæg til mine medspillere, lyder det fra Wind i interviewet, som du kan se øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
Jonas Wind med tårevædet FCK-afsked: Jeg har nydt hver dag!
22-årige Jonas Wind har underskrevet en kontrakt med Wolfsburg til sommeren 2026, og han kan få debut senere søndag, når Wolfsburg tager imod bundholdet fra Greuther Fürth.
Wolfsburg er i skrivende stund at finde på Bundesligaens 16. plads og er dermed afgjort en del af bundstriden i den bedste tyske række.