Chok: Endnu et storhold offer for pokaldræberne fra Nottingham Forest
Nottingham Forest har vist sig at være kryptonit for Premier League-modstanderne i FA Cuppen. Søndag eftermiddag havde Philip Zinckernagel en vigtig fod med i resultatet.
Philip Zinckernagel og Nottingham Forest gjorde det af med Arsenal i seneste runde af FA Cuppen. Søndag aften blev endnu et Premier League-mandskab føjet til listen over mandskaber som Championship-klubben har slået ud.
Leicester uden Kasper Schmeichel var på besøg og kom fint fra start, før danske Zinckernagel startede nedsmeltningen for gæsterne.
Efter 22 minutter faldt bolden ned for fødderne af danskeren i det lille felt, og med en resolut afslutning startede Zinckernagel ti vilde minutter.
To minutter senere var der koks i Leicesters forsvar og Brennan Johnson var alene igennem mod Leicester-målmand Danny Ward. Johnson eksekverede køligt mellem benene på målmanden, og overraskelsen lurede.
Kort efter var den gal igen for Leicester. På et Nottingham-hjørnespark glemte Leicester-defensiven sine markeringer og Joe Worrall havde alt plads i verden til at udplacere Ward i Leicester-målet.
LÆS OGSÅ: 👇🏻👇🏻
FA Cup-drømmelodtrækning for Chelsea og City
3-0 efter 32 minutter og et Premier League-mandskab der var meget tæt på et exit. Kelechi Iheanacho formåede dog at holde en smule liv i opgøret for gæsterne, da han reducerede kort før pausen.
Hvad end Brendan Rogers havde forsøgt sig af justeringer under pauseteen virkede ikke, for Philip Zinckernagel var fortsat flyvende i anden halvleg. Efter et kvarters spil kørte Nottingham rundt med hele Leicester-defensiven, og Zinckernagel lagde op til Djed Spence, der blev kampens sidste målscorer.
Dermed sendes Leicester ud af FA Cuppen i et chokexit, blot 11 dage før et møde med Randers FC i Conference League. Den kronjyske klub kan derfor med fordel finde videobåndet frem fra søndagens kamp, for at finde svaghederne på Leicester-holdet.