Vejle-boss gør status på træningslejren: Vi står et godt sted
Vejle Boldklub spillede lørdag formiddag deres sidste testkamp på træningslejren i et rent superligaopgør mod OB. I kølvandet på opholdet i det sydlige Tyrkiet, fældede Peter Sørensen dom over, hvorvidt han har fået det ønskede output.
CORNELIA DIAMOND FOOTBALL CENTER, BELEK
Vi satte VB-chefen Peter Sørensen i stævne til et videointerview, efter deres tredje og sidste testkamp i forbindelse med træningslejren i Tyrkiet, som endte 0-0 mod OB.
Til campo.dk tager Peter Sørensen de nøgterne briller på, da han gennemanalyserer opgøret, mens han ligeledes opsummerer træningslejrens samlede udbytte.
– Det var en god og jævnbyrdig kamp, hvor vi fik prøvet alle vores spillere af med en ekstra halvleg til reserverne. Det gør jo, at alle får muligheden for at vise sig frem, mens vi fra starten af opgøret kunne stille med den stærkeste formation. Det samme gjorde OB, og derfor tror jeg, at begge hold går fra banen med en følelse af, at det var en god træningskamp, fortæller han til campo.dk og uddyber de gode aspekter:
– Der var solidt forsvarsspil, gode enkeltpræstationer og sammenhæng mellem vores kæder. Noget, man kun kan håbe på, nu hvor resultatet ikke er det vigtigste.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Vejle-fanfavorit er klar til at smøge ærmerne op: Jeg tror bundærligt på overlevelse
Træningslejren har budt på hårde og intensive træningspas, som ifølge den Silkeborg-fødte træner har været vigtige grundingredienser for at stå bedre rustet forud for superligaopstarten ultimo februar.
– En del af det, at være på træningslejr, og træne hårdt og spille relativt mange kampe på kort tid, er, at man får svar. Jeg har fået svar. En vigtig del er også, at spillerne kan holde til det og deltage uden at få skader. Vi fik ingen skader, vi har faktisk haft 25 med som er friske, og vi tager 26 med hjem ditto (tilføjelsen af Edgar Babayan til truppen, red.), nuancerer træneren og supplerer:
– Vi har fået implementeret nye spillere, og fået dem vi kendte i forvejen til at hænge bedre sammen. (…) Vi står et godt sted, så jeg er godt tilfreds med vores tur.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Superligaens største motor – Se top ti over spillerne der løb mest i efteråret
Vejle tager hjem til Danmark i morgen, hvor de skal forberede sig på den sidste testkamp mod FC Fredericia, inden Superligaen ruller igen.