AGF tabte intens dyst mod norsk mesterhold
AGF spillede torsdag aften sin første træningskamp i Sydspanien, hvor norske Bodø/Glimt var modstanderen. Det blev til et smalt nederlag på 1-0, men hvor aarhusianerne nemt kunne have fået et bedre resultat.
PINATAR ARENA, MURCIA
AGF er i disse dage på træningslejr i Sydspanien, og torsdag aften stod den så på første træningskamp mod det norske mesterhold Bodø/Glimt.
Her var det et AGF-mandskab der stillede stærkt op til kampen, hvor der blandt andet var fundet plads til Mustapha Bundu, Patrick Mortensen og Albert Grønbæk, mens Nicolai Poulsen og Mikael Anderson sad over.
Her var der fra start tale om en træningskamp, der blev spillet i et højt tempo. I det første kvarter var der optræk til flere store AGF-muligheder, men hvor den sidste skarphed manglede. Her var både Gift Links, Albert Grønbæk og Mustapha Bundu tæt på at kunne få afsluttet indenfor fornuftig afstand, men en række norske blokeringer stod i vejen for reelle afslutninger.
I den anden ende fik Jesper Hansen kort herefter vist sin klasse inde på stregen. En veludført norsk afslutning resulterede i en Hansen-special i form af en fornem refleksredning, der holdt stillingen på 0-0.
Efter en halv time var det så tæt på en dansk føring. En fremragende aktion af Albert Grønbæk, der erobrede bolden midtvejs på nordmændenes banehalvdel og tog et rate opad banen endte hos Gift Links, der knaldede bolden på stolpen.
Ind ville bolden dog ikke i en chancefattig første halvleg, hvorfor stillingen ved pause var 0-0.
Anden halvleg var knap begyndt før Bodø/Glimt kunne bringe sig foran med 1-0. En fræk afslutning udenfor feltet af Ulrik Saltnes strøg over Jesper Hansen og sejlede i mål.
I momentet efter burde AGF så have udlignet, da et hjørnespark endte i panden på Gift Links, der dog headede forbi mål. Kæmpe chance til AGF, som blev forspildt.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Ny AGF’er om skifte: Jeg er et godt sted nu
Med ti minutter igen af kampen var det norske mesterhold så tæt på at kunne bringe sig yderligere foran, men en årvågen Thomas Kristensen reddede et norsk hovedstød på stregen.
Mere blev det ikke til, hvorfor kampen endte med en smal 1-0 sejr til Bodø/Glimt. For AGF stod Albert Grønbæk særligt ud og var aftenens bedste AGF’er.