
Officielt: Cifuentes forlader AaB øjeblikkeligt
Marti Cifuentes skifter med øjeblikkelig virkning til Hammarby, hvor spanieren vil overtage posten som cheftræner.

Marti Cifuentes stopper som cheftræner i AaB efter godt et år på posten. Den spanske cheftræner skifter med øjeblikkelig virkning til Hammarby.
I sine 37 superligakampe i spidsen for AaB har Cifuentes opnået et pointsnit på 1,51 pr. kamp. Han efterlader AaB på en foreløbig fjerdeplads før forårets sidste kampe i Superligaens grundspil.
AaB’s sportschef Inge André Olsen er glad for, at man har fundet en løsning på spanierens situation.
– Vi er tilfredse med, at der er fundet en løsning mellem alle tre parter, og vi ønsker Marti alt det bedste i sit nye job, skriver AaBs sportschef i pressemeddelelsen.
Allerede tirsdag vil Marti Cifuentes stå i spidsen for Hammarbys førsteholdstræning.