Officielt: Balotelli gør comeback hos gli Azzurri
Det er mere end tre år siden, at Mario Balotelli senest trak den italienske landsholdstrøje over hovedet, men noget tyder på, at det snart kommer til at ske igen.
14 mål i 36 kampe er det blevet til for Mario Balotelli i den italienske landsholdstrøje, men nu kan det blive til mere.
Den 31-årige angriber er nemlig blevet udtaget til gli Azzurri for første gang siden september 2018.
Samtlige Balotellis hidtidige landskampe er kommet under Cesare Prandelli, men nu er det Roberto Mancini, der står i spidsen for det italienske landshold, og han giver altså en chance til angriberen, som han tidligere har været træner for i både Manchester City og Inter.
Læs også: Italiensk forbund: Vi overvejer obligatorisk vaccine for spillerne
I første omgang er Balotelli udtaget til VM-playoff kampen mod Nordmakedonien, og vinder Italien den kamp, venter enten Portugal eller Tyrkiet i en direkte duel om én billet til VM i Qatar.
Mario Balotelli rykkede i 2007 op på Inters førstehold, hvorfra han tre år senere skiftede til engelske Manchester City. Herefter skiftede Balotelli tilbage til Milano, men det blev ikke Inter men derimod lokalrivalerne fra AC Milan, der fik fingrene i den kontroversielle angriber.
Ægteskabet med AC Milan varede dog kun halvandet år, inden Liverpool bragte ham tilbage til Premier League. Her opnåede han ikke den store succes, og efterfølgende er det blevet til ophold af kortere varighed hos Nice, Marseille, Brescia og Monza, inden turen denne sommer gik til tyrkiske Adana Demirspor. Her er det siden sommer blevet til otte mål i 19 ligakampe.