Miraklet udeblev trods drømmemål
Der skulle et mirakel til, hvis Comorerne skulle videre ved African Nations Cup, og miraklet udeblev for holdet, der var tvunget til at bruge en back som målmand kampen igennem.
En venstreback på mål og et rødt kort efter syv minutter.
Ottendedelsfinalen ved African Cup of Nations var i dén grad op ad bakke for den debuterende østat Comorerne, der til trods for et drømmemål mod kampens slutning måtte se sig slået med 2-1 af de femdobbelte afrikanske mestre fra Cameroun.
Comorerne var mere end almindeligt undertippede til kampen, hvor de på grund af corona og skader stod uden nogen af holdets tre målmænd og derfor måtte bruge venstrebacken Chaker Alhadhur på posten.
Det til trods var det ikke nogen ensidig affære, og det endda til trods for, at miniputterne fik et direkte rødt kort allerede efter syv minutter.
Alligevel skulle der gå en halv time, inden den tydeligt nervøse værtsnation bragte sig foran 1-0 på mål af Lyon-spilleren Karl Toko Ekambi.
Kampen så med 20 minutter igen ud til at blive lukket, da Vincent Aboubakar gjorde det til 2-0 i en situation, hvor den vikarierende målmand med al tydelighed viste, at han ikke stod på sin vanlige position mandag aften.
Kampen var dog ikke overstået, og på imponerede vis kæmpede de ukuelige spillere fra Comorerne videre, og efter 81 minutters spil bar det hårde arbejde frugt.
På et frispark fra rundt regnet 30 meter hamrede Youssouf M’Changama bolden ind bag Ajax-målmand Andre Onana.
Comorerne kæmpede videre, men ud over en hel fodboldverdens respekt blev det ikke til mere for den lille østat med under en million indbyggere, der ikke formåede at skabe sensationen i kampens slutminutter.
Dermed er det Cameroun, der nu kan se frem til at møde Gambia i kvartfinalen.