Xhaka i modvind: Jeg kan ikke ændre på mig selv
Arsenals schweiziske midtbanespiller Granit Xhaka er i den grad kommet i modvind de seneste par uger. Schweizeren insisterer dog på, at han ikke bare kan ændre på sig selv, selvom han erkender, at han skal forbedre sig.
Granit Xhaka har altid været kendt for at gå til grænsen.
Det betyder også, at han indimellem går over, og det var tilfældet i første opgør af Carabao Cup-semifinalen mod Liverpool den 13. januar, hvor han blev præsenteret for et direkte rødt kort efter en voldsom tackling på Diogo Jota.
– Det er ikke fordi, jeg planlægger det her. Jeg gør det ikke med vilje. Nogle gange er jeg i en position, hvor jeg er nødt til at gå ind i en 50/50-situation. Det er selvfølgelig risikabelt. Nu vil folk sige; ’Ja men hvorfor tager du altid chancer?’, lyder det fra Xhaka ifølge Sky Sports.
Læs også: Engelsk medie: Christian Eriksen er kun et lægetjek fra Premier League-skifte
– Sådan er jeg. Jeg kan ikke ændre på mig selv fra i dag til i morgen. Jeg er selvfølgelig nødt til at forbedre mig, og jeg er klar over, at jeg er nødt til at forbedre mig. Men I den her situation, hvis Jota havde taget bolden og scoret, så ville jeg blive spurgt, hvorfor jeg ikke stoppede ham, lyder det videre fra den 29-årige schweizer.
Granit Xhaka fik også rødt kort mod Manchester City i sæsonens tredje kamp i Premier League, men i situationen mod Liverpool erkender han dog, at han han tog en dårlig beslutning.
– I sidste ende er alle klogere efter kampen end i selve øjeblikket – det gælder også mig selv. Når jeg ser det igen og spørger mig selv, om jeg er nødt til at gå ind i den duel eller ej – nej! Lyder det fra Xhaka.
Selvom ingenting er officielt fra Premier Leagues side, så går rygterne for tiden på, at Granit Xhaka undersøges for et mistænkeligt gult kort. Et gult kort, der kan vise sig at være en del af en matchfixing-sag.