Giganternes kamp sluttede uden vinder
Hverken AC Milan eller Juventus kunne for alvor bruge et enkelt point til noget i deres bestræbelser i toppen af Serie A, men det var ikke desto mindre præcis det, de måtte nøjes med.
De har til sammen 54 italienske mesterskaber, men søndag aften kom der ingen vinder.
AC Milan tog hjemme på San Siro imod Juventus, og i en ganske lige kamp udlignede de to hold hinanden, så kampen sluttede som den startede – uden mål.
Det ene point rækker ikke langt for nogen af de to storhold, for AC Milan må overlade Serie A’s andenplads til Napoli på grund af en dårligere målscore, mens milaneserne undlader at lægger pres på bysbørnene fra Inter helt i toppen af rækken.
For Juventus betyder det uafgjorte resultat, at de er ubesejrede i ni Serie A-kampe i træk, men de har fortsat et enkelt point op til Atalanta på den Champions League-givende fjerdeplads.