Træner bekræfter Skov Olsen-exit: Har det ikke længere godt
Andreas Skov Olsens fremtid i Bologna ser mere og mere ikke-eksisterende ud. Nu bekræfter hans træner, Sinisa Mihajlovic, at danskeren ikke længere har det godt i klubben.
Det lader til at være et spørgsmål om tid.
Andreas Skov Olsen kommer næppe til at spille flere kampe i italienske Bologna, som han har været i siden sommeren 2019. Det bekræfter Bologna-træner Sinisa Mihajlovic fredag, og det samme er tilfældet med Skov Olsens hollandske holdkammerat Mitchell Dijks
– Lad os sige, at de ikke har det godt. Det er spillere, som ikke længere nyder at være i Bologna, så der er nødt til at smutte. De har trukket sig, sagde Sinisa Mihajlovic fredag ifølge Corriere de Bologna.
Kommentaren fra den tidligere Lazio-profil og nuværende cheftræner i Bologna kom ovenpå fredagens nederlag på 2-1 til Hellas Verona, hvor hverken Skov Olsen eller Dijks var i truppen, men i stedet havde taget plads på tribunen.
Læs også: Medie: Så meget koster Andreas Skov Olsen – skiftet sker snart
Til trods for vedholdende rygter om et kommende skifte, har Andreas Skov Olsen forud for fredagens kamp fået spilletid i de foregående otte kampe i Serie A.
Andreas Skov Olsen har tidligere været rygtet til hjem til dansk fodbold og F.C. København, ligesom også skotske Rangers har været nævnt som en mulig ny destination for den 22-årige landsholdsspiller.