Lössl får ilddåb i Premier League-debut for Brentford
Jonas Lössl skiftede 1. januar FC Midtjylland ud med Brentford, og nu får den danske målmand debut for sin nye klub i Premier League mod ingen ringere end Manchester United.
Jonas Lössl skal onsdag aften sørge for, at Cristiano Ronaldo, Bruno Fernandes og Mason Greenwood ikke finder vej til netmaskerne.
Det er nemlig den 32-årige danske målmand, der skal vogte buret, når Brentford klokken 21 tager imod Manchester United i Premier League.
Jonas Lössl er dog langt fra den eneste dansker, der kommer i aktion mod ‘De Røde Djævle’, manager Thomas Frank har nemlig også fundet plads til Mads Bech Sørensen, Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Mads Roerslev i sin startformation.
Hos Manchester United gør Cristiano Ronaldo altså comeback, mens den unge svensker Anthony Elanga igen får lov at starte på banen. Anfører Harry Maguire sidder fortsat på bænken, mens både Marcus Rashford og Anthony Martial igen er at finde i truppen.
Jonas Lössl fik sin debut i Brentford-trøjen den 8. januar, da han stod hele kampen mod Port Vale i FA Cuppens tredje runde. Den kamp vandt Brentford med 4-1.
Kampen mod Manchester United fløjtes igang klokken 21 og kan ses See.