Svenssons Mainz ude af pokalen
Bo Svensson og Mainz er ude af den tyske pokalturnering efter nederlag til Bochum.
Bochum og Mainz tørnede sammen i weekenden, hvor Mainz trak sig sejrrigt ud af opgøret med 1-0. Tirsdag aften skulle Bo Svenssons tropper forsøge at gentage successen.
Igen formåede Mainz at komme foran 1-0, men det vandtætte forsvar fra weekendens bundesligakamp var læk, og Bochum fik vendt kampen.
To scoringer fra Milos Pantovic bragte Bochum foran efter en time, inden Eduard Lowen lukkede og slukkede med sin 3-1 scoring kort før tid. Det sender Bochum i kvartfinalen, mens Bo Svensson og Mainz ryger ud af turneringen.