Medie: Robin Olsens lægetjek gennemført
Den dansk-svenske målmand Robin Olsen har ifølge The Athletic gennemført sit lægetjek i Aston Villa, og en officiel præsentation ventes indenfor de næste 24 timer.
Den tidligere F.C. København-målmand Robin Olsen gør comeback i Premier League.
Den 32-årige målmand er fortsat ejet af italienske AS Roma, men senest har han været udlejet til Championship-klubben Sheffield United, men han blev i sidste uge kaldt tilbage fra lejeopholdet, og det er der en god grund til.
AS Roma har nemlig tænkt sig at gen-udleje Robin Olsen, men denne gang bliver det Premier League-klubben Aston Villa, der får gavn af den svenske landsholdsmålmands evner.
Læs også: Officielt: Lucas Digne skifter til Aston Villa
The Athletic melder således om, at Olsen allerede har gennemført sit lægetjek i Birmingham-klubben, og dermed genforenes Olsen med en tidligere kollega fra FCK-tiden.
Det er nemlig danske Johan Lange, der er sportsdirektør i Aston Villa, og Lange var ansat i F.C. Københavnsom teknisk direktør, da Olsen var i den danske hovedstadsklub.
Det skulle ifølge The Athletic være manager Steven Gerrard, der har bedt om at få tilføjet en målmand til sin Aston Villa-trup, som kun har 29-årige Jed Steer som eneste reelle backup for førstemålmand Emiliano Martínez.
Siden Robin Olsen i 2018 blev solgt fra F.C. København til AS Roma har han været på udlån til både Cagliari, Everton og senest altså Sheffield United.