1 min læsningMedie: Vágner Love kun et lægetjek fra at blive FCM-spiller

Vágner Love og FC Midtjylland har angiveligt styr på detaljerne om en kort kontrakt, og kun lægetjekket mangler nu at blive gennemført.

1 min læsning
Vágner Love og FC Midtjylland er en realitet.
Foto: Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

FC Midtjylland har tidligere bevist, at de ikke er bange for at hente store stjerner, der har sine bedste dage bag sig.

Det kom således søndag frem, at FC Midtjylland var i seriøse forhandlinger med den 37-årige Vágner Love, der nok er bedst kendt for sine mål i russisk fodbold og sine kulørte frisurer for år tilbage.

Nu puster Ekstra Bladet yderligere liv i rygterne om, at den tidligere brasilianske landsholdsspiller er på vej til Superligaens førerhold.

Læs også: Medie: Så meget betaler Bayern München for 15-årigt FCM-talent

Ekstra Bladet skriver, at Vágner Love og FC Midtjylland har forhandlet alle detaljer på plads, og at der nu kun mangler et lægetjek, inden Vágner Love kan blive præsenteret som ny FCM-spiller.

Aftalen varer angiveligt kun forårssæsonen ud, og den brasilianske angriber skulle allerede være i færd med at rejse mod Danmark.

Artiklen fortsætter under reklamen.

Vágner Love har i store dele af sin karriere gjort sig i russisk fodbold, hvor han scorede 124 mål i 259 kampe for CSKA Moskva.

Den 37-årige brasilianer tørnede senest ud for kasakhstanske Kairat Almaty, men har været klubløs siden den 1. januar.

Han er ifølge Ekstra Bladet tiltænkt en rolle, hvor han skal hjælpe med at udvikle og forbedre de øvrige brasilianere i FC Midtjyllands trup – især Marrony og Junior Brumado.

En stor faktor i aftalens tilbliven skyldes, at Vágner Love har Evanders far som agent.

Vágner Love er i øvrigt døbt Vágner Silva de Souza, men fik tilnavnet ‘Love’ af sin daværende træner i Palmeiras i Brasilien, da han som ung var kendt for at have en “playboy-lifestyle”.

Timeline

Notifications

Notifikationer