Coutinho efter pointgivende scoring mod United: Jeg har savnet Premier League
Aston Villa har hentet Philippe Coutinho hjem til Premier League, hvor han lørdag scorede i sit comeback. Scoringen gav Aston Villa et enkelt point i kampen mod Manchester United.
Philippe Countinho kunne næppe have håbet på en meget bedre debut for Aston Villa.
Den tidligere Liverpool-profil kom ind til sidst i kampen mod Manchester United, hvor Aston Villa var bagud 0-2. Allerede efter ti minutter på banen var han involveret i hjemmeholdets reducering, og fire minutter senere stod han selv for udligningen til 2-2.
Læs også: Debuterende Coutinho sikrede Villa point mod United
– Jeg har savnet de her kampe og Premier League. Jeg er virkelig glad for at være her med mine nye holdkammerater. Det var en god start, vi blev ved med at tro på det indtil det sidste, og vi tabte ikke, lyder det fra Coutinho, der godt turde indrømme, at han var nervøs forud for comebacket til Premier League.
– Ja en lille smule. Jeg taler ikke så godt engelsk, jeg foretrækker at være på banen i stedet for altid at snakke. Jeg er glad, det var den første kampe, og jeg vil arbejde hårdt for at blive bedre og komme i bedre form.
– Der har været mange op- og nedture. Det hører fortiden til, jeg er her, og jeg er fokuseret på klubbens mål, og manageren og jeg ønsker at gøre det godt og hjælpe mine holdkammerater og klubben, lyder det fra Coutinho.
Aston Villa rykkede med det ene point forbi Brentford på Premier Leagues 13. plads.