Brasilien dropper Renan Lodi på grund af manglende vaccine
Brasilien har valgt at udelade venstrebacken Renan Lodi fra truppen, fordi han ikke er vaccineret.
Atlético Madrids forsvarsspiller, Renan Lodi, er ikke færdigvaccineret mod COVID-19, og derfor bliver han nu udeladt af Brasiliens landsholdstrup.
Torsdag afslørede landstræneren, Tite, hvilke spillere, der skal med til VM-kvalifikationskampene mod Ecuador og Paraguay, og her kom det altså frem, at den 23-årige venstreback ikke bliver en del af truppen.
– Renan Lodi var ekskluderet fra muligheden for at blive udtaget på grund af sin manglende vaccination, siger Tite ifølge Reuters.
For at komme ind i Ecuador skal man være fuldt vaccineret. Renan Lodi fik sit første stik den 10. januar og kan derfor ikke nå den fulde vaccine inden kampen, der bliver spillet den 27. januar.
Renan Lodi har spillet 15 kampe for det brasilianske landshold.