Agent: Superliga-klub henter ny keeper
Det ser ud til, at Vejle Boldklub for alvor er i gang med at opruste til forårssæsonen, hvor en ny keeper nu skulle være på vej.
Målmanden Lucas Hägg Johansson skifter til Vejle Boldklub.
Det oplyser spillerens agent, Nima Modyr, på Instagram.
Her har agenten delt et billede, hvor Lucas Hägg Johansson skriver under på nogle papirer, der meget vel kunne ligne en kontrakt, iført en polo med Vejle Boldklubs logo på.
I forbindelse med billedet skriver agenten:
– Done deal! Hägg Johansson skriver en kontrakt for halvandet år med Vejle Boldklub. Spændt på at være en del af din fremtid. Held og lykke i din nye klub.
Vejle Boldklub har endnu ikke selv offentliggjort transferen, men i forbindelse med offentliggørelsen af Raul Albentosa som ny VB-spiller, skrev klubben følgende:
– Vejle Boldklub forventer at præsentere endnu en spiller inden for de kommende dage, så denne spiller også er klar til at begynde opstarten med 3F Superliga-truppen.
Lucas Hägg Johansson er 27 og skifter fra Kalmar FF. Han kommer efter alt at dømme til at tage over i VB-målet, efter Sten Grytebust er vendt hjem til FCK efter endt lejeaftale.