
Officielt: Jakob Michelsen ny chef i Norge
Jakob Michelsen er ny cheftræner i HamKam, som netop er rykket op i den bedste norske række.

Jakob Michelsen er ny cheftræner i HamKam. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
HamKam, der netop er rykket op i Eliteserien, har ansat danske Jakob Michelsen som klubbens nye cheftræner på en toårig aftale.
Det bekræfter klubben søndag eftermiddag på sin hjemmeside. Her skriver man også, at hverken klubben eller Michelsen giver kommentarer, før han bliver præsenteret ved en pressekonference i den kommende uge.
Dermed vender Michelsen tilbage til cheftrænerjobbet, som han ikke har været i siden foråret 2021, hvor han blev fyret som træner i OB. Tidligere har han stået i spidsen for Hammarby i Allsvenskan – ligesom han herhjemme også har trænet SønderjyskE, Skive og Hobro.