Dolberg med mål i undertals-sejr
Kasper Dolberg og Nice fik tre point i årets første Ligue 1-kamp, selvom klubben fra den sydfranske havneby var i undertal i 70 minutter.
Kasper Dolberg tog sammen med resten af Nice hul på det nye år, hvor den første opgave bød på en tur til Brest.
Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg kunne allerede efter 13 minutter sende sin franske klub på sejrskurs, da han med en afslutning fra feltkanten udplacerede Brest-målmanden og satte bolden ind nederst i højre målhjørne.
Nice havde vel både håbet og forestillet sig, at de efter den tidlige føring kunne tage en stille dag på kontoret og hive sejren hjem med lethed. Efter 20 minutter spillet blev Morgan Schneiderlin dog udvist, og kampen blev pludselig noget mere besværlig for Dolberg og co.
Brest pressede på, og havde både flest afslutninger og mest spil på bolden. Lige lidt hjalp det dog, og stik mod spil og chancer kom Nice på 0-2 efter 79 minutter.
Målet blev scoret af Andy Delort, der kom på banen i stedet for Kasper Dolberg efter en times spil.
Dybt inde i overtiden lukkede og slukkede Amine Gouiri, da han gjorde det til 0-3 for Nice.
Det blev også kampens resultat, til trods for at den sydfranske klub spillede i undertal i størstedelen af kampen. Nice indtager nu andenpladsen i Ligue 1, hvor de har ti point op til det suveræne førerhold PSG.