Marcus Rashford slår fast: Vores engagement fejler intet
Marcus Rashford har tweetet, at han har "uendelig respekt" for Manchester Uniteds midlertidige manager Ralf Rangnick og hans trænerstab.
Manchester Uniteds spillere og stab er udsat for hård kritik i disse uger. Kritikken har ligefrem varet ved i månedsvis.
For selvom klubben fyrede sin tidligere norske manager, Ole Gunnar Solskjær, i november og efterfølgende ansatte Ralf Rangnick som interim-manager, er resultaterne stadig for ringe.
Senest tabte Manchester United til Wolverhampton i Premier League på hjemmebanen Old Trafford, og det har forstærket kritikken mod Manchester Uniteds spillere, der af fans og eksperter anklages for at virke lade og uengagerede.
Det har nu fået den engelske landsholdsspiller, der kun har scoret tre mål i denne sæson, til tasterne.
– Vi har alle været skuffede over de seneste præstationer, og vi har været skuffede over nyhedsdækningen, der stiller spørgsmålstegn ved vores engagement i – ikke kun manageren og trænerstaben – men også i klubben. Jeg har uendelig respekt for begge, og jeg ser frem til at forbedre mit spil under staben i Manchester United, skriver Rashford i et opslag på Twitter og fortsætter.
– Er jeg skuffet over nogle af mine seneste præstationer? Selvfølgelig er jeg det. Jeg er min egen største kritiker. Det har været en hård start, men jeg er fast besluttet på at bevise mit værd. Mit engagement og mit ønske om at være her bør aldrig være i tvivl. Jeg elsker denne klub, slutter Rashford, der har kontraktudløb med Manchester United i 2023.
Læs også:
Spansk avis: Rashford overvejer at skifte til Barcelona
Rashford: Ole Gunnar bad os om at holde sammen!