Tre Barca-spillere tilbage i truppen
FC Barcelona har været ualmindeligt hårdt ramt af covid-19 på det seneste, men nu lysner det en smule på pandemi-fronten i den spanske storklub.
Til trods for to haltende præstationer med et voldsomt amputeret hold er det lykkes FC Barcelona at vinde sine to seneste kampe.
Først slog catalanerne i LaLiga Mallorca til trods for at holdet måtte undvære 18 førsteholdsspillere, og onsdag blev det med et stadigt amputeret mandskab til en kneben 1-2-sejr i pokalturneringen mod upåagtede Linares.
Torsdag kom det frem, at både Frenkie de Jong og Ronald Araujo blev skadet i kampen mod Linares, men nu er der endelig lidt positivt nyt for cheftræner Xavi.
Både Sergino Dest, Gavi og Álex Balde har således indleveret negative PCR-test og kan derfor indtræde i truppen igen.
Specielt Gavi og Dest ventes at komme i aktion allerede i lørdagens kamp i den spanske liga, hvor FC Barcelona skal på besøg hos Granada.