Lewandowski, Messi og Salah finalister til ‘Årets Spiller’
Fredag offentliggjorde FIFA, at Robert Lewandowski, Lionel Messi og Mohamed Salah er de tre endelige finalister, der kæmper om titlen som 'Årets Spiller' 2021.
Robert Lewandowski måtte nøjes med en andenplads, og Mohamed Salah var ikke at finde i top fem, da Lionel Messi vandt sin syvende Ballon d’Or i december.
Nu får egypteren og polakken atter chancen for at sikre sig et personligt trofæ fra 2021, da de sammen med Messi er blandt de sidste tre finalister til FIFA’s ‘Årets Spiller’.
Lewandowski har dermed muligheden for at genvinde den anerkendende pris, da han sidste år vandt overbevisende foran Ronaldo og Messi.
Prisuddelingen hædrer samtidig årets bedste målmand, hvor Manuel Neuer, Gianluigi Donnarumma and Edouard Mendy udgør det endelige felt.
Prisen for bedste spiller og bedste målmand afgøres gennem stemmer fra anførere og cheftrænere fra verdens bedste landshold, samt et udvalg af journalister.
Uddelingsceremonien bliver afholdt virtuelt fra FIFA’s hovedkvarter i Zürich d. 17. januar.
Læs også:
Messi er tilbage i Paris
Awards en masse til Super-Lewandowski