
Skadet SønderjyskE-stopper: Jeg kommer nok ikke til at spille mere denne sæson
Patrick Banggaard tror ikke længere på, at han kommer til at spille fodbold igen i denne sæson.

Patrick Banggaard befinder sig i et regulært skadeshelvede.
Tilbage i sommer skulle han have foretaget et mindre indgreb for en bruskskade, som skulle have været timet således, at han han var ude i tre-fire uger i sommerferien, for derefter at starte op med holdet igen i opstarten.
Det “mindre indgreb” viste sige at være starten på en gedigen nedtur for SønderjyskE-forsvareren.
Indgrebet førte nemlig til en infektion i knæet, og det er altså denne infektion, der har holdt Patrick Banggaard fra at spille hele sæsonen indtil videre.
Forsvarsspilleren sagde tilbage i november, at han havde håbet på at blive klar før nytår – det blev han dog ikke, og udsigten til at komme i kamp er nu blevet justeret endnu engang.
– Det går ikke særlig godt med mit knæ. Jeg kan godt bevæge mig rundt i hverdagen, men jeg er ikke i nærheden af at kunne løbe eller træne med. Jeg er stadig langt fra at komme tilbage til fodboldbanen.
– Der er nærmest ingen fremskridt, og jeg tror ikke, at jeg kommer til at spille i denne sæson. Man skal være meget optimistisk for at tro på det, siger Patrick Banggaard i et interview med Der Nordschleswiger.
Patrick Banggaard fortæller også, at han både har besøgt danske og italienske specialister, men at det ikke har hjulpet betydeligt.
Læs også: INDBLIK: Den vestjyske altmuligmand – Glen Riddersholm