Medie: Flere italienske klubber ude efter Origi
Ifølge Sky Sports er flere italienske klubber interesseret i at hente Liverpools Divock Origi i dette transfervindue.
Divock Origis agent er ifølge Sky Sports blevet kontaktet af tre italienske klubber, som er interesseret i at hente belgieren i dette transfervindue.
Origi har kontraktudløb med Liverpool til sommer, men hvis de italienske klubber allerede vil hente ham i denne måned, vurderer Sky Sports, at de skal betale 10 millioner pund, eller hvad der svarer til omkring 90 millioner danske kroner.
Den belgiske angriber, der har været meget skadesplaget i denne Premier League-sæson, skulle angiveligt være mest interesseret i at fortsætte i engelsk fodbold. Liverpool-træner, Jürgen Klopp, håber, at Origi finder en klub, der giver ham mere spilletid, end tilfældet er i Liverpool.
-Han er en fantastisk angriber, men han spiller ikke særlig ofte af flere årsager. Men jeg håber, at han en dag kommer til en manager, der vil give ham mere spilletid, end jeg har, fortalte Klopp efter Origi spillede sin Liverpool-kamp nummer 100.
Origi har nettet 40 gange i 167 optrædener i Liverpool-trøjen