Trods undskyldning: Lukaku får bøde af Chelsea
Romelu Lukaku og Thomas Tuchel har fundet fred med hinanden, men det afholder i manageren og klubben fra at tildele angriberen en bøde.
Romelu Lukaku har på det seneste skabt drama i Chelsea, hvor han både har talt om en fremtid i Inter og kritiseret Thomas Tuchels spillestil og system.
En af konsekvenserne fra klubben var i første omgang, at Lukaku måtte se sig vraget til kampen mod Liverpool søndag.
Siden er parterne mødtes og nået frem til en stille og rolig konfliktnedtrapning, hvor Lukaku har sagt undskyld offentligt.
Læs også: Lukaku til Chelsea: Undskyld
Det afholder dog hverken Thomas Tuchel eller Chelsea fra at tildele den belgiske stjerneangriber en bøde.
– Der kommer til at være en disciplinær handling, og det vil han acceptere. Situationen er hverken stor eller lille, og det gør ikke et comeback umuligt – på ingen måde. Det er det, vi beviser nu. Men der er sket noget, og han får en bøde. Det er han nødt til at acceptere, siger Tuchel ifølge The Guardian.
Thomas Tuchel løfter også sløret for, at der var opbakning fra klubbens side til at fravælge Lukaku til kampen mod Liverpool.
– Det er ikke sådan, at jeg eller klubben presser vores meninger igennem. Vi er voksne og reflekterer over situationen. Jo mere historien udviklede sig, jo klarere blev min holdning, og jeg var mere end glad for, at det var okay for klubben, at jeg gik med tanken, siger Tuchel.
Chelsea spiller onsdag aften semifinale i Carabao Cuppen mod Tottenham.
Læs også: Chelsea-fans river sig selv i håret over Lukakus profil på Facebook