Ligner snarligt exit: Bale igen udeladt af Ancelottis trup
Gareth Bale har kontraktudløb i Real Madrid til sommer, men det ville næppe overraske nogen, hvis waliseren allerede i vinterens transfervindue rykker videre fra den spanske Kongeklub.
Siden september har Gareth Bale repræsenteret det walisiske landshold tre gange.
Det er tre gange mere, end han har repræsenteret Real Madrid.
Læs også: Godt nyt til Real Madrid: Bale og Alaba tilbage fra Covid-19 karantæne
Heller ikke når Real Madrid søndag møder Getafe, vil Bale få græs under knopperne – han figurerer slet ikke i cheftræner Carlo Ancelottis trup. Helt præcis hvorfor melder Real Madrid ikke noget om, og det har ikke just lagt låg på rygterne om, at Bale nærmer sig en retur til de britiske øer.
Bale startede ellers inde i Ancelottis tre første kampe i spidsen for Real Madrid, men siden har først en knæskade holdt ham ude. Bale nåede lige at blive sin knæskade kvit til at repræsentere Wales i kampen mod VM-kvalifikationskampen mod Hviderusland, hvor han pådrog sig en skade i læggen.
Lægskaden holdt waliseren ude af fire ligakampe og to Champions League-kamp, inden han igen var at finde i truppen til ligakampen mod lokalrivalerne fra Atletico Madrid. Her så han dog hele kampen fra bænken, og efterfølgende blev han smittet med covid-19, hvorfor han ikke kom yderligere i spil i 2021.