Ståle glæder sig over spansk succes i FCK
Det var Ståle Solbakken, der i sin tid hentede Pep Biel til F.C. København. Spanieren viste dengang kun i glimt det niveau, han nu har i klubben. Succesen glæder den tidligere manager.
Da Pep Biel blev købt i Real Zaragoza i 2019, leverede spanieren ikke det samme stabile, høje niveau, som han har gjort for F.C. København i denne sæson. Men selvom succesen først er kommet under efterfølgeren Jess Thorup, glæder den tidligere FCK-manager Ståle Solbakken sig over Biels præstationer, fortæller han til Tipsbladet.
– Han var i glimt god i min tid også. Jeg kan huske mod Celtic og i en kamp mod Brøndby på udebane. Men han havde ikke den stabilitet, han har nu. Han virker til at have fået en bedre forståelse for sproget, kulturen og sine holdkammerater. Hans exceptionelle venstre ben og evner i små rum har han altid haft, siger den norske landstræner.
Under Ståle Solbakken røg Pep Biel ind og ud af holdet, og mange begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om det nu var en god investering, som nordmanden havde foretaget sig. Ståle Solbakken forklarer om udfordringerne for spanieren i den daværende F.C. København-trup:
– I min tid brugte vi Dame N’Doye, og vi havde Jonas Wind på den position, som Pep spiller nu. På det tidspunkt havde han ikke taget de afgørende skridt, men vi gav ham spilletid fra dag ét, og det var vigtigt, selv om han røg lidt ind og ud af holdet, siger han.
Pep Biel har i denne sæson scoret samlet 12 mål og lavet 11 assists i 30 kampe fordelt på Superligaen, Sydbank Pokalen og Conference League. I Superligaen alene er det blevet til syv mål, hvilket placerer ham på en delt andenplads på topscorerlisten bag Brøndby IF’s Mikael Uhre.