Ny Brøndby-spiller: Fansene har været for vilde
Hos Brøndby har norske Henrik Heggheim ikke haft den største succes i Superligaen, men han er stadig imponeret over sin første tid i klubben.
Det har været en stor omvæltning for norske Henrik Heggheim at komme til Brøndby.
Forsvarsspilleren har kun spillet i fem superligakampe for Brøndby i denne første sæson, men alligevel har han været imponeret over sin første tid i klubben. Primært på grund af fansene.
– Brøndby er en rigtig stor klub og har ekstremt mange fans rundt om i landet. Det er jo noget, jeg har oplevet på egen krop, når vi har været på udebaner rundt omkring og til vores europæiske kampe, og hvor vi har fået den her fantastiske støtte fra tribunerne. Det har været for vildt. Og så er det bare altid fedt at spille på Brøndby Stadion foran så mange fans, så jeg er virkelig glad for at spille for klubben, fortæller Heggheim til klubbens hjemmeside.
Heggheim har hen mod slutningen af sæsonen fået spilletid i både Superligaen, Sydbank Pokalen og Europa League, og han ser også positivt på at erobre endnu mere spilletid i den gule trøje.
– Jeg synes, det har været et fint efterår for mig. Det er klart, at jeg lige skulle ind i spillestilen og det taktiske, men derfra føler jeg, at det blev bedre, i takt med at vores præstationer også blev bedre. Så der var lidt indkøring i starten, og så kom jeg ellers mere og mere ind på holdet. Og det er selvfølgelig også noget, jeg håber på, kan fortsætte ind i det nye år, fortæller Heggheim.
Brøndby spiller første kamp i Superligaen på udebane mod FCN den 20. februar.
Læs også:
Brøndby-spiller: Vi lærte af europæiske kampe og sluttede stærkt af
Brøndby kometkeeper: Det har været et vildt år