
Medier: London-klubber jagter Ligue 1-topscorer
West Ham og Arsenal jagter, ifølge flere medier, den canadiske Ligue 1-komet, Jonathan David. The Hammers' fans er håbefulde efter et liket opslag fra hovedpersonen selv.

Jonathan David er et varmt emne i europæisk fodbold.
Ifølge italienske Calcio Mercato og engelske The Daily Mail, er London-klubberne, Arsenal og West Ham, yderst interesseret i den unge canadier.
Det er nemt at gennemskue, hvorfor interessen netop falder på David.
Den 21-årige Lille-spiller har scoret 12 mål i Ligue 1, og ligger dermed øverst på topscorerlisten foran Kylian Mbappé og Wissam Ben Yedder. Derudover har han lavet 18 mål i 24 kampe for det canadiske landshold.
Nu mener nogle af West Ham’s tilhængere at være et skridt foran lokalrivalerne i jagten på den potentielle verdensstjerne, efter angriberen har liket et af West Ham’s opslag på de sociale medier.
West ham ligger i øjeblikket fire point bag Arsenal, der fortsat har fjerdepladsen i Premier League.