Frustreret Newcastle-manager om kamp efter tre døgn: Vi får se
Mandag aften spillede Newcastle sig til det ene point på hjemmebane mod Manchester United. Men pointet kom ikke uden omkostninger. Manager Howe frygter at de ikke kan stille hold torsdag.
Man skal spille sine kampe i Premier League, hvis man kan stille med minimum en målmand og 13 markspillere. Sådan er Covid19-reglerne i den bedste engelske liga.
Men det kan blive svært for Newcastle, der også mandag aften mod Manchester United så to af sine profiler forlade banen.
– Det er et svært øjeblik for os. Jeg tror, det er 13 spillere plus en målmand, der kræves for at en kamp skal spilles, og vi kommer til at være rigtig tæt på det tal, vurderede Newcastles manager, Eddie Howe efter kampen mod Manchester United.
Læs også: Fed kulisse på St. James’ Park, da nyrige Newcastle bød United op til dans
Til Sky Sports vurderede Howe også på de to skadede stjerner, der forlod kampen i går. Først gik Callum Wilson ud med en skade, hvor efter målscorer Allan Saint-Maximin også humpede fra banen i anden halvleg.
– Callums skade ser ikke godt ud. Han fik sin skade uden nogen spillere omkring sig. Allan (Saint-Maxmin, red.) jeg tror ikke er så alvorlig, lød det fra manageren efter kampen.
Adspurgt om han forventer, at kampen mod Everton bliver spillet torsdag aften, svarede Howe:
– Vi får se, hvordan situationen er med de spillere, vi har.
Newcastle manglede allerede Jamal Lewis, Federico Fernandez and Paul Dummett, Isaac Hayden, målmand Karl Darlow, Ciaran Clark, Matt Ritchie og Joe Willock i truppen mod Manchester United.