Brøndby-spiller: Vi lærte af europæiske kampe og sluttede stærkt af
Morten Frendrup ser tilbage på et aldeles travlt 2021 for Brøndby, hvor mesterskabet naturligvis er det altoverskyggende. Men kampene i Champions League kvalifikation og Europa League gruppespillet har tilført holdet en del.
Selvom Brøndby røg ud af europæisk fodbold med en sidsteplads i Europa League-gruppespillet, har deltagelsen alligevel givet holdet værdi.
Det er blandt andet skyld i, at klubben fik sluttet efteråret godt af på trods af en dårlig start på sæsonen. Det konkluderer midtbanespilleren Morten Frendrup.
Læs også: Medie: Rosenborg vil hente Brøndby-spiller
– Jeg synes særligt, at vi senere hen i efteråret kom godt igen efter en skidt start i Superligaen. Vi har fået en masse læring fra vores europæiske kampe, og generelt synes jeg, at vi over hele linjen sluttede spilmæssigt godt af i 2021, fortæller Frendrup til Brøndbys hjemmeside.
Når snakken falder på 2021, vil Frendrup naturligvis altid have et specielt minde med sig.
– Jeg synes, det har været et uforglemmeligt år, fordi vi blev danske mestre, som for mig er den helt store overskrift i 2021. Det er noget, man vil huske resten af livet, og det var den fedeste oplevelse for os alle i truppen, siger han.
Morten Frendrup og Brøndby ligger lige nu på en tredjeplads i Superligaen med fem point op til FC Midtjylland. Midtbanespilleren har spillet 15 kampe og scoret to mål.