Medie: Rosenborg vil hente Brøndby-spiller
Rosenborg er angiveligt på jagt efter Brøndbys Tobias Børkeeiet, der er spottet i en norsk lufthavn.
Der var store forventninger til norske Tobias Børkeeiet, da Brøndby IF hentede nordmanden til klubben tilbage i sommeren 2019. Siden er det dog ikke lykkedes ham at slå igennem på Vestegnen, hvorfor han nu meldes på vej væk.
Det har Rosenborg angiveligt tænkt sig at udnytte. Det melder det norske medie Adresseavisen i hvert fald. Her skriver man også, at Tobias Børkeeiet tidligere på onsdagen er blevet spottet i lufthavnen i Bodø forud for et muligt klubskifte.
Tobias Børkeeiet blev hentet til Brøndby fra Stabæk i 2019 for omtrent 1,3 millioner euro. Her var der dengang stor rift om den unge nordmand, der blev spået en stor karriere i europæisk topfodbold. Dengang blev adskillige klubber meldt interesseret i nordmanden, der i sidste ende dog valgte skiftet til Brøndby med tanke på sin udvikling.
Det match har dog indtil videre ikke været den helt store succes, og bliver det måske heller aldrig, hvis skiftet til Rosenborg viser sig at holde stik.
Læs også: 15 FCK-tilhængere dømt for vold mod 16-årig Brøndby-tilhænger
22-årige Tobias Børkeeiet har i alt spillet 46 kampe for Brøndby IF, hvor det er blevet til et mål.