Vanvittig regel: Derfor startede Barca-talent på bænken
Det er ifølge Xavi en "latterlig regel", der er årsagen til, at Nico González ikke var med fra start i FC Barcelonas seneste kamp.
Nico González startede ude for FC Barcelona i lørdagens 3-2 sejr over Elche på Camp Nou.
Det er i sig selv ikke verdens største nyhed. Kigger man derimod på årsagen til, at han startede ude, bliver det nok en anelse mere interessant.
19-årige Nico González, der er noteret for fire Champions League-kampe og 14 kampe i La Liga for FC Barcelona i denne sæson, kunne nemlig meget vel have startet inde for Barca, hvis ikke der fandtes en regel, der i dén grad begrænser mulighederne for cheftræneren Xavi.
Xavi forklarede således på et pressemøde forud for tirsdagens udekamp mod Sevilla, at der ligger en absurd regel til grund for, at Nico González startede på bænken.
Reglen går ud på, at der kun må være tre ikke-førsteholdsspillere på banen samtidig for et hold, da man ellers risikerer at blive taberdømt, hvis en førsteholdsspiller bliver udvist.
Det forklarer, hvorfor Nico startede på bænken, da Gavi, Jutgla og Abde alle startede inde – De er ikke registreret i førsteholdstruppen endnu.
Artiklen forsætter under reklamen.
Reglen er i “al sin enkelhed”, at syv af banens markspillere skal være fra førsteholdet. Stiller man med fire spillere, der ikke er indregistrerede i førsteholdstruppen, risikerer man altså at bryde reglen og tabe kampen, hvis en af førsteholdsspillerne bliver tildelt et rødt kort.
Xavi bekræftede desuden at han ikke kendte til reglen, men at klubbens Carles Nadal forklarede ham om den.
Xavi selv er da heller ikke imponeret over reglen.
– Det er en latterlig regel. Vi forfremmer måske nogle spillere til januar, sagde Xavi på pressemødet.
Man kan ikke bare omgå reglen ved at forfremme spillere til førsteholdet fra den ene dag til den anden. Der skal en kontrakt til, og der skal være plads til det i truppen. Derfor håber klubben, at man kan få ryddet op i førsteholdstruppen til januar, så man kan inkludere flere af de unge spillere i truppen, herunder Nico González og Gavi.
Læs også: Pep Guardiola tror på Xavi: Barca kommer til at vinde igen