Stor jubel i Brentford før Chelsea-brag
Brentford kan melde om en coronafri trup før onsdagens pokalbrag mod Chelsea.
Brentford har haft 13 coronatilfælde på det seneste, hvilket har udsat holdets to seneste kampe mod Southampton og Manchester United.
Onsdag aften skal man så i aktion igen, når Chelsea gæster Brentford Community Stadium i kvartfinalen i Carabao Cup. Forud for dette opgør har Thomas Frank gode nyheder til Brentford-fansene.
– Vi har nok spillere, vi har i hvert fald 11. Vi er et fint sted. Det var en god idé at udsætte en runde for os, og det hjalp os til at stoppe spredningen af virus. Vi havde seks-syv positive tilfælde torsdag, men mandag og i dag har vi haft nul, lød det således fra Thomas Frank på pressemødet inden kampen, hvor han fortsatte:
– Vi kommer til at stille med et godt hold, men jeg ved ikke, hvad Chelsea kommer til at gøre.
Læs også: Ny smitterekord i Premier League – fordobling af Covid-19
Anderledes ser det nemlig ud hos Chelsea, der har været hårdt ramt af både skader og coronasmitte. Her er det dog stadig uklart, hvor mange spillere Thomas Tuchel må undvære til onsdagens kvartfinalekamp.