Mæhle nomineret til årets mandlige spiller: Det er gået stærkt
Joakim Mæhle har i 2021 spillet sig direkte ind i danskernes fodboldbevidsthed med solide præstationer på landsholdet både før under og efter EM i sommer, og derfor er den 24-årige nordjyde også blandt de tre nominerede til prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller i 2021.
Om præcis to dage er det et år siden, at Genk og Atalanta blev enige om en transfer af danske Joakim Mæhle.
På det tidspunkt havde landstræner Kasper Hjulmand allerede fået øjnene op for den dynamiske venstreback, som havde fået seks landskampe i løbet af 2020. i 2021 har det dog for alvor taget fart for Atalanta-spilleren, der har været på banen i de seneste 16 landskampe med syv mål til følge.
– Hvis jeg kigger bare fem år tilbage, tre år tilbage, havde jeg da aldrig regnet med, at jeg skulle få debut på landsholdet og i så stor en klub som Atalanta, så det er gået rigtig stærkt de seneste år, lyder det fra Joakim Mæhle.
Læs også: Mæhle: Vi skal kunne slås med Frankrig
– Det er sindssygt. Jeg er sindssygt stolt. Der er så mange ting det seneste halvandet år, der bare er gået så stærkt. Selvfølgelig er en del af det det her med landsholdet og at være med der, men også det at skifte fra en stor klub i Belgien til en af de helt store klubber i Italien, forklarer Joakim Mæhle.
Som en af de absolut bærende kræfter ved sommerens EM-slutrunde, hvor det blev til fuld spilletid og to mål i de seks kampe, spillede Joakim Mæhle sig ind som en af landsholdets store fanfavoritter, og det er da også to fanfavoritter, han er oppe mod, når Årets Mandlige Fodboldspiller skal kåres – nemlig Simon Kjær og Pierre-Emile Højbjerg.
– Når jeg har tiden til det og lige kan sætte mig ned og tænke tilbage på alle de her ting, der er kommet step-by-step, så er jeg selvfølgelig rigtig glad og stolt over at være en del af det og at være nomineret, lyder det fra Joakim Mæhle.
Når Joakim Mæhle og Atalanta tirsdag har spillet årets sidste kamp i Serie A mod Genoa, venter en velfortjent juleferie, indtil klubben fra Bergamo den 6. januar åbner 2022 med en kamp mod Torino.