3F Superligaen

Sportschef i FCM: Sindssygt fedt med voksende fankultur

FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, glæder sig over den voksende fankultur i klubben.

Sportschefen i FC Midtjylland har bemærket en udvikling i fankulturen.
Foto: FCM/Daniel Stentz

FC Midtjylland fik næppe rundet året af på den bedst tænkelige måde, hvor man både satte point til i Superligaen, samtidig med at man blev slået ud af Europa League.

På den anden side har FC Midtjylland også leveret et efterår, hvor man overvintrer som Superligaens førerhold, fortsat er med i europæisk fodbold gennem Conference League og er kommet i semifinalen i pokalturnering, hvor man må regne den midtjyske klub som værende favoritter.

Det er dog ikke kun det sportslige, der optager og glæder FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen. Han har nemlig bemærket en tendens i løbet af efteråret, som han værdsætter meget højt.

– Det er sindssygt fedt, at fankulturen er voksende. Støtten fra tribunerne er afgørende, og det har vi mærket både på hjemme- og udebane her i efteråret. Vi glæder os til at forhåbentligt at betale tilbage med gode oplevelser i foråret, lyder det fra sportschefen i et interview på FC Midtjyllands egen hjemmeside.

FC Midtjyllands trup og stab er nu gået på vinterferie, inden forberedelserne frem mod foråret begynder den 6. januar. Et forår, hvor ambitionerne som altid er tårnhøje i FC Midtjylland.

– Det er klart, at der venter os et vanvittigt spændende forår, hvor vi skal ud og bygge videre på det her efterår. Vi går benhårdt efter ‘The Double’, og vi vil så langt i Conference League som muligt, lyder det fra Svend Graversen.

FC Midtjylland spiller sin næste officielle kamp den 17. februar hjemme mod PAOK i Conference League. De har sin første kamp i Superligaen den 20. februar hjemme mod AaB.

Læs også: Ung forvarsspiller binder sig til FC Midtjylland

Læs også: FCM-chef om lodtrækning: Dem skal vi bestemt kunne måle os med

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P