Udspillede Everton stjal et enkelt point mod Chelsea
Med 80 procents boldbesiddelse og et hav af chancer lignede Chelsea dagens vinder gennem hele kampen mod Everton torsdag aften. Men en 19-årig forsvarserstatning stjal rampelyset og det ene point.
Chelsea sad på alt i første halvleg med 13 afslutninger og mere end 80 procents boldbesiddelse mod et defensivt og ufarligt Everton, der blev noteret for et enkelt skud forbi mål.
I anden halvleg forsøgte Everton at skubbe bagkæden længere op, men det gav bagslag.
Chelsea igangsatte en hurtig kontra, hvor Mason Mount til sidst eksekverede med en hård afslutning ved nærmeste stolpe til 1-0.
Everton vågnede op for første gang i kampen, da 19-årige Jarrad Branthwaite udlignede med sit første Premier League-mål på Evertons første reelle chance.
Chelsea formåede ikke at gennemtrænge Everton-forsvaret, og kampen endte 1-1.
Vigtige point var på spil for Chelsea imod Everton torsdag aften, for at London-klubben kunne holde trit Liverpool og Manchester City i toppen af Premier League.
Omvendt havde den udskældte manager, Rafa Benitez, og Everton brug for et opløftende resultat med blot en enkelt sejr i deres seneste 10 kampe.
Hjemmeholdet fra Chelsea kom som forventet bedst ud af startblokken, og engelske Reece James kom til kampens første store chance med et langskud kort over det lange målhjørne.
Everton kom ud til anden halvleg med en mere satsende tilgang, og efter 70 minutter gav det bagslag, da Mason Mount sparkede ‘the Blues’ i front med en hård vrist.
Everton, der ikke havde haft noget der lignede en farlig chance, fik på mirakuløst vis udlignet, da teenageren, Jarrad Branthwaite, fik sidste fod på bolden efter et frispark.
Kampen endte 1-1, hvilket efterlader Chelsea med fire point op til Manchester City, der topper Premier League.