Højbjerg: Vi er berettiget til at være på øverste hylde
Pierre Emil Højbjerg og det danske landshold har trukket en stærk gruppe i UEFA Nations League i form af Frankrig, Kroatien og Østrig. Men ifølge danskernes midtbane-motor er danskerne berettiget til, at være med i toppen.
Danmarks landsholds modstandere i UEFA Nations League blev torsdag aften trukket op af bowlen, hvor danskerne skal forbi finalisterne fra VM i 2018 – Frankrig og Kroatien.
Det skræmmer dog ikke midtbanespilleren Pierre Emil Højbjerg, der glæder sig til at sammenligne niveauerne.
– Man har respekt for modstanderen, og man er påpasselig for at sætte sig selv højere end verdensmestrene og sølvvinderne i 2018. Men vi har berettiget os til at sætte os op på den samme hylde som de modstandere, vi skal møde, siger Pierre Emil Højbjerg til TV2 SPORT.
For Højbjerg er der ingen tvivl om, at målet er at vinde, men turnering giver samtidig mulighed for at sammenligne sig med nogle af de bedste.
– Vi spiller selvfølgelig for at vinde, men det handler også om at måle sig mod de allerbedste for at se, hvor vi står som hold. Alle kampe bliver utrolig god sparring og læring. Vi bliver testet til det yderste, afslutter Højbjerg.
Danmark sluttede som toer i sin Nations League gruppe i 2020, hvor de sluttede over England og Island men under Belgien.
Læs også: Mæhle: Vi skal kunne slås med Frankrig