FCK-legende drømmer om en dag at blive træner i klubben
I øjeblikket er det Jess Thorup, der står i spidsen for F.C. København, men det attraktive job, som uden tvivl er blandt de største klubtrænerjob i Skandinavien, er der også en af klubbens egne tidligere legender, der har fået øjnene op for.
Efter 127 kampe med seks mål til følge gik turen i 2007 videre fra F.C. København for midtbanespiller Tobias Linderoth.
Den klejne men teknisk velfunderede svensker havde på det tidspunkt spillet tre sæsoner for den danske hovedstadsklub, men efter tre skadesplagede sæsoner hos tyrkiske Galatasaray indstillede han i 2010 karrieren i en alder af blot 31 år.
Efterfølgende har han kastet sig over rollen som træner, og efter flere år som ungdomstræner i barndomsklubben Elfsborg, blev han i november ansat som cheftræner for den svenske klub Skövde AIK fra den tredjebedste svenske række.
Læs også: FCK har fået ny direktør
Drømmen er dog til mere for Linderoth – langt mere rent faktisk. Han kunne nemlig godt tænke sig en dag at stå i spidsen fro F.C.København.
– Selvfølgelig har jeg drømt om det. Det er den største klub i Skandinavien, og det er en klub, som står mit hjerte nært. Jeg har først nogle skridt, jeg skal tage i Sverige, men det er klart, at det ville være fantastisk at træne et hold som FC København. Det er da noget, jeg har tænkt over, men vi må se, hvad fremtiden bringer, siger Tobias Linderoth til tipsbladet.dk.
Tobias Linderoth var i 2006 med til at kvalificere københavnerne til klubbens første Champions League-gruppespil. Her blev til trods for sejre over både Manchester United og Celtic kun til en fjerdeplads og dermed elimination fra gruppen.