Ramos om Real Madrid-gensyn: Jeg ville gerne have trukket et andet hold
Rutinerede Sergio Ramos forlod i sommer Real Madrid til fordel for Paris Saint-Germain. Netop Real Madrid og PSG trak hinanden i mandagens Champions League-lodtrækning, så Ramos kommer igen til at spille på sin tidligere hjemmebane, Santiago Bernabéu.
Sergio Ramos skiftede i sommerens transfervindue til Paris Saint-Germain efter 16 succesrige år i Real Madrid.
Og Ramos kan allerede nu gøre sig tanker om, hvordan Real Madrid-fansene byder ham velkommen, efter netop Real Madrid og PSG blev et match til mandagens Champions League-lodtrækning.
Gensynet med Real Madrid efterlader Ramos med en ambivalent følelse, da han stadig holder af Real Madrid og fansene.
-Skæbnen er lunefuld. Jeg havde gerne set, at vi havde trukket et andet hold. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker Real Madrid og ikke mindst fansene. Det vil aldrig ændre sig.
-Men jeg bliver samtidig nødt til at forholde mig til, at jeg spiller for PSG nu, Jeg vil gøre alt for, at vi går videre i turneringen. Madrid er inde i en god periode for tiden, men der er stadig måneder til, at kampen spilles. Jeg spiller for at føre PSG til sejr, siger Ramos ifølge AS.
Ramos har indtil videre kun spillet én enkelt kamp i PSG-trøjen, da spanieren har været plaget af adskillige skader.
Læs også: Rangnick om Martial-skifte: Han må komme til mig, hvis han vil skifte