Zlatan ældes ikke – elegant scoring redder point i Udinese
AC Milan topper Serie A, men lørdag aftens besøg i Udinese blev en træg affære, hvor der ikke blev spillet flot fodbold fra nogen af de to mandskaber.
Simon Kjær er langtidsskadet, og Stefano Pioli har måttet se i andre retninger i det milanesiske midterforsvar. I aftenens opgør mod Udinese var det Fikayo Tomori og Alessio Romagnoli, som havde fået pladsen i startopstillingen.
De to forsvarsspillere kunne dog intet gøre overfor det fysiske pragteksemplar i portugisiske Beto, som lidt heldigt fik tromlet sig til en 1-0 føring efter en brændt friløber, en forsøgt hælclearing fra Tomori og en afslutning fra Beto selv, der var meget tæt på at gå over mål.
Ingen af de to mandskaber var særligt kreative og formåede ikke at skabe store chancer. Det virkede dog til, at Gabriele Cioffi havde bedt om to mål i pausen. Den portugisiske maskine Beto fortsatte i hvert fald arbejdet i front og var tæt på sit andet mål i flere omgange.
Milan pressede på i kampens afslutning, men blev aldrig for alvor farlige før Zlatan fik most sig til en lille chance i dommerens overtid. Hængende sidelæns i luften flugtede Zlatan bolden i mål til 1-1.
Få sekunder før tid ville indskiftede Isaac Success forsøge at blokere en Milan-kontra og trådte ind foran målmand Mike Maignan. Det medførte tumult, og endte med et rødt kort til Success, der dog ikke missede mere end et par sekunder af kampen, da dommeren fløjtede af kort efter.
Det uafgjorte resultat giver Inter og Napoli muligheden for at passere Milan søndag, hvor de møder henholdsvis Cagliari og Empoli.
Man of the Match: Beto